Købmænd tilfredse med KFI

Købmændenes tilfredshed med KFI Erhvervsdrivende Fond er steget markant. Det fremgår af en helt ny analyse af købmændenes opfattelse af fonden. Den viser en voldsom vækst i tilfredsheden siden en tilsvarende undersøgelse blev gennemført i 2017.

82% af de adspurgte købmænd er meget tilfredse eller overvejende tilfredse med KFI. I undersøgelsen fra 2017 var det tilsvarende tal 33%. Stigningen gælder både købmænd, der allerede har en forretningsmæssig relation til KFI, og potentielle kunder

”Det er en voldsom vækst, og den er vi selvfølgelig glade for. Men det må ikke blive en sovepude. Der er stadigvæk plads til forbedringer. Vi kan løfte os, når det gælder købmændenes opfattelse af os som opsøgende og synlige, siger adm. direktør i KFI, Terje List.

Analysen, der er gennemført af AIM Create viser, at KFI i langt højere grad end tidligere bliver opfattet som en hjælpende samarbejdspartner. Flere købmænd peger på, at der er sket en positiv udvikling hos KFI. KFI´s medarbejdere bliver i højere grad opfattet som fagligt kompetente, imødekommende og effektive. Det fremgår også af analysen, at en stor andel af købmændene deltog i fondens regionsmøder, som blev holdt i september, og at de opfatter møderne som meget relevante.

”Vi glæder os måske allermest over, at en meget stor andel af købmændene forventer at kontakte KFI, hvis de i fremtiden får et finansieringsbehov”, siger Terje List, der understreger, at KFI jo netop er sat i verden for at hjælpe de frie købmænd med attraktive butikker og finansiering.