I november afsatte KFI den hidtil største pulje til lokal julehjælp. Her kunne landets selvstændige købmænd i blandt andet MENY, SPAR og REMA 1000 og Min Købmand søge midler til gavn for trængte familier og andre, der har brug for en opmuntring i forbindelse med højtiden.
Købmændenes julehjælp fordeles i samarbejde med humanitære organisationer, kommuner, pleje- og børnehjem. Kirkerne er også en væsentlig samarbejdspartner, når det gælder julehjælpen. 70 kirker landet over samarbejder med den lokale købmand om at uddele julehjælp.
Den enkelte købmand kan ansøge om op til 30.000 kr., og mange af købmændene lægger selv ekstra penge oven i dette beløb. Op imod 15.000 familier får i denne jul glæde af julehjælpen fra købmændene.
Per Mikkelsen i Søborg er en af de købmænd, der yder julehjælp. Per Mikkelsens mor var alene med fem børn, og der var ikke mange penge at gøre godt med. Derfor fik familien hvert år en julekurv fra Børnenes Kontor. Den hjælp gjorde en forskel, siger Per Mikkelsen. Nu giver han tilbage i form af et samarbejde med Søborg Kirke, der betyder, at 60 familier i området får glæde af julehjælpen fra MENY i Søborg