På en ferie i Spanien i sommeren 2024 fik 26-årige Nicolai et opkald, der var livsændrende. ”Skal du være købmand?” lød det i den anden ende af røret, og til dét var svaret ”ja”. En mulighed var opstået for at overtage Meny Årup på Fyn.
Det var Nicolai Kvistgaard Sørensen, der fik opkaldet. Nicolai kommer oprindeligt fra Holstebro, hvor han startede sin karriere i den lokale MENY som flaskedreng.
I 2021 skiftede Nicolai til Meny Harlev i Aarhus, hvor han blev ansat som salgsleder, og blot et år efter blev han souschef. Nicolai var ung men klar til at gribe udfordringen, for hans store drøm var at blive selvstændig købmand, og de næste år skulle derfor bruges på at få erfaring med ledelsesansvar.
Efter ferien i Spanien tog Nicolai straks til Årup for at se butikken og byen an. Her fik han hurtigt et rigtig godt indtryk.
”Der var et stærkt lokalsamfund at arbejde med og et godt udviklingspotentiale for butikken. Jeg tog fat i mit netværk og fik vendt casen med dem. De var alle støttende og positive over for muligheden. Og da også min kæreste var klar på at flytte med til Fyn, så var beslutningen truffet,” siger Nicolai.
Herfra kom KFI hurtigt ind over processen for generationsskiftet i butikken.
”Jeg kom ikke ligefrem med guld på lommen, så jeg havde brug for hjælp, og det fik jeg af KFI. Jeg er meget taknemlig for alt det, KFI har hjulpet mig med. Uden fonden havde det aldrig været en mulighed for mig at blive selvstændig købmand. Jeg er ganske enkelt blæst bagover af alt det, KFI kan gøre for en selvstændig købmand.”
Efter tre måneders indkøring i butikken for at sikre en ordentlig overdragelse, overtog Nicolai stafetten den 1. marts 2025 – under et år efter det livsændrende opkald. Nicolai har siden overtagelsen brugt tiden på at finde sig til rette og lære alle medarbejderne godt at kende. Der er blevet udviklet lidt på butikken og ambitionerne for yderligere udvikling er høje.
Kunderne er positive over for generationsskiftet og har taget godt imod Nicolai og bliver ved med at bakke op om butikken. Og det sætter Nicolai stor pris på.
”Jeg vil være byens købmand. Jeg vil være der for lokalsamfundet. Giver de noget, vil jeg give igen, dét er min filosofi. Butikken skal være synlig i foreningslivet og være en del af byens arrangementer. Vi har en stor parkeringsplads, hvor vi kan lave en masse, fx helstegt pattegris, ølsmagning, samle folk og hygge os med dem. Og også her kan KFI hjælpe med deres mange uddelingspuljer,” siger Nicolai og afslutter så fint:
”Indtil videre er det alt dét, jeg har drømt om.”