KFI Erhvervsdrivende Fond lander rekordhøjt uddelingsniveau i 2024, og som led i ny strategi skruer KFI nu endnu mere op for uddelingerne til uddannelse, moderniseringer og lokale aktiviteter hos de selvstændige købmænd. 1 mia. kr. er afsat over de næste tre år, og det er en væsentlig forøgelse på over 32 % i forhold til forrige strategiperiode.
KFI Erhvervsdrivende Fond (KFI), der er sat i verden for at støtte den selvstændige købmand, har netop lagt sidste hånd på sin strategi for den kommende tre års periode 2025–2027. Under titlen ”Vi går hele vejen” hæver købmandsfonden yderligere forretnings- som uddelingsambitionerne og sætter samtidig endnu mere spot på den grønne omstilling.
KFI har netop afsluttet regnskabsåret 2024, hvor fonden igen har leveret et stærkt finansielt resultat og højt uddelingsniveau. Alene i 2024 har KFI uddelt 245 mio. kr. til de selvstændige købmænd, herunder 57 mio. kr. til uddannelse og elever, 41 mio. kr. til CO2-reducerende tiltag og 52 mio. kr. til udvikling af butikkerne. Det er det højeste uddelingsniveau nogensinde i KFI.
Nu tilstræber Købmandsfonden at uddele op til 1 mia. kr. i den nye strategiperiode, og det er en væsentlig forøgelse i forhold til den forrige, hvor KFI ramte 676 mio. kr. i uddelinger til de selvstændige købmænd.
Uddelingsambitionen, der vægtes højest i den nye strategi, bygger på viljen til at løse en række strukturelle udfordringer for den selvstændige købmandssektor, herunder finansiering af generationsskifter, øget uddannelse og talentudvikling, overgang til mere bæredygtige energiløsninger og sikring af konkurrencedygtige og moderniserede butiksanlæg. Hertil kommer uddelinger til aktiviteter, der styrker den selvstændige købmands positive påvirkning for sit lokalområde og for samfundet generelt.
Adm. Direktør Terje List udtaler:
”Vi føler os meget privilegerede ved at være i stand til at kunne gøre en endnu større forskel til fordel for de selvstændige købmænd i de kommende år. Vi vil med den nye strategi ”Vi går hele vejen” sætte yderligere fart på den vigtige videreudvikling af den selvstændige købmandssektor, herunder ikke mindst på bæredygtighedsområdet, hvor vi som fond kan være med til at sikre en acceleration af indsatserne.”