Igen i år uddeler landets selvstændige købmænd julehjælp til trængte familier og enlige i deres lokalområder i hele Danmark. Hjælpen fordeles i samarbejde med lokale foreninger og organisationer, og med støtte fra KFI Købmandsfonden på 11 mio. kr. er købmændene godt i gang med at sprede ekstra juleglæde. Det er ambitionen, at julehjælpen kan skabe glæde for mere end 20.000 familier og er dermed blandt de største donationer til formålet.
Julen står for døren, og for mange af os betyder det hygge, traditioner og familietid. Men for rigtig mange familier i Danmark følger også bekymringen om, hvordan de skal få råd til mad og gaver til jul. De senere år har desværre vist, at behovet for økonomisk hjælp i julen er stærkt stigende.
Købmandsfonden KFI, der er sat i verden for at støtte de selvstændige købmænd, har for tredje år i træk etableret en uddelingspulje øremærket julehjælp. Her kan de selvstændige købmænd ansøge om op til 30.000 kr. til julehjælp, som de fordeler i samarbejde med blandt andet humanitære organisationer, kommuner, pleje- og børnehjem og kirker.
“I KFI er vi stolte af sammen med købmændene at kunne bidrage til at gøre julen lidt lysere for dem, der har det svært. Julehjælpen er blevet en uddeling, vi værner om, og vi er taknemmelige for den store opbakning, vi hvert år oplever fra købmændene.” siger Terje List, adm. direktør i KFI Købmandsfonden.
Det er selvstændige købmænd fra kæderne Meny, Rema 1000, Spar, Min Købmand, Løvbjerg og ABC, der kan få glæde af KFI’s uddelingspulje, og rigtig mange købmænd har igen i år gjort brug af puljen.
“Jeg er utrolig taknemmelig for, at KFI bakker os købmænd op og giver os muligheden for at søge om uddeling til julehjælp. Det giver os chancen for at gøre en forskel i vores lokalområder og støtte dem, der har mest brug for det i denne særlige tid på året. At kunne bidrage til det lokale fællesskab og sprede glæde er en stor del af, hvad julen handler om for os,” siger Thomas Sindberg Hansen, købmand hos Meny Søndervig, der sammen med SPAR Hvide Sande og en række lokale foreninger har doneret julehjælp til økonomisk trængte familier.
KFI forhøjer beløbet på uddelingspulje
KFI har de sidste to år uddelt i alt 14 mio. kr., og med det store engagement fra købmændene de sidste par år, har KFI i år forhøjet rammen for uddelingspuljen til julehjælp.
Alene i 2023 fordelte de selvstændige købmænd julehjælp for over 8 mio. kr. Mindst 40.000 danskere fik glæde af julehjælpen fra købmændene i form af julekurve eller deltagelse i arrangementer op til højtiden. I år er rammen til julehjælp på 11 mio. kr., hvilket er det højeste uddelingsbeløb til julehjælp.
”Vi har modtaget rekord-mange ansøgninger fra købmænd i år, og jeg er virkelig imponeret over deres motivation og kreativitet for at hjælpe trængte familier og ensomme ældre i lokalområdet. De søger om alt fra lokale julearrangementer til uddeling af julekurve,” siger Terje Liste, adm. direktør i KFI Købmandsfonden.
Købmændenes julehjælp når igen i år ud til tusindvis af familier og bringer håb og glæde i en tid, hvor det er allermest tiltrængt.