Mark Aagaard startede som flaskedreng som 14-årig. Nu er han 35 år og købmand i egen butik i Svogerslev på Sjælland. Han overtog butikken fra Søren Seier Rasmussen, der også ejer MENY i Roskilde og Himmelev, i efteråret 2022.
”Søren havde en ambition om at drosle lidt ned og samtidig tror jeg, han kunne mærke, at jeg havde større ambitioner end at være butikschef”, siger Mark Aagaard.
Mark havde været butikschef i Svogerslev i fire år og tidligere arbejdet i en årrække i MENY-butikken i Skomagergade i Roskilde. Efter en dialog med Søren Rasmussen og repræsentanter for KFI faldt aftalen på plads.
KFI ejer ejendommen, der for nylig har fået installeret varmegenvinding og solceller. Mark betaler sin husleje til KFI, hvor han også har sin kassekredit og leasingaftale i forhold til inventar.
”Man skal have noget i maven, men samtidig er det vigtigt at vide, at man har KFI i ryggen, når man kaster sig ud i livet som selvstændig købmand, siger Mark Aagaard.”
Børnene går i den lokale skole, og hjemmet er ikke længere væk, end at han selv kan gå på arbejde på få minutter – ofte mødt af et ”hej købmand”.