Per Mikkelsen i Søborg er en af de købmænd, der ydede julehjælp i 2023. Da Per var dreng, var hans mor alene med fem børn, og der var ikke mange penge at gøre godt med. Derfor fik familien hvert år en julekurv fra Børnenes Kontor.
– Den hjælp gjorde en forskel, siger Per Mikkelsen. Nu giver han tilbage i form af et samarbejde med Søborg Kirke, der betyder, at 60 familier i området fik glæde af julehjælpen fra MENY i Søborg.
Købmændene fordeler julehjælp i samarbejde med blandt andet humanitære organisationer, kommuner, pleje- og børnehjem. Kirkerne er også en væsentlig samarbejdspartner, når det gælder julehjælpen. 70 kirker landet over samarbejder med den lokale købmand om at uddele julehjælp.
Den enkelte købmand kan ansøge om op til 30.000 kr., og mange af købmændene lægger selv ekstra penge oven i dette beløb. Op imod 15.000 familier fik i julen 2023 glæde af julehjælpen fra købmændene.