Da julen nærmede sig, ville købmand Hans Jørgen Juhl fra Rema 1000 på Dalumvej i Odense SV sikre, at dem, der havde mindst, også fik mulighed for en god julemiddag. For ham var det vigtigt, at hjælpen blev lokalt forankret – og ramte de rigtige mennesker. Derfor kontaktede han den lokale sognepræst for sammen at uddele julehjælp.
Mens købmanden sørgede for varerne i butikken, stod præsten og menighedsrådet for at samle og pakke juleposer med kolonialvarer. Omkring 50 mennesker kunne søge julehjælpen gennem kirken og hente deres pose et par dage før juleaften.
Købmanden har før uddelt julehjælp, men for ham ramte julehjælpen i samarbejde med kirken i 2025 plet. En fælles indsats, hvor lokal viden og engagement gjorde en konkret forskel i juletiden.



