En ny uddelingspulje fra KFI skal hjælpe købmænd, der har brug for bygherrerådgivning eller juridisk bistand.
Rådgivningspuljen har to temaer. Det første giver købmanden mulighed for at søge støtte til bygherrerådgivning i forbindelse med modernisering eller udvidelse af butikken, nybyggeri eller ejendomskøb.
Formålet er at sikre, at købmanden er godt klædt på, inden han går i gang med en ombygning eller overdragelse af sin butik. Bygherrerådgivningen kan blandt andet afdække, om der er behov for et arkitekt- eller ingeniørprojekt. Det kan være afgørende for, om købmanden får lavet den rigtige kontrakt med entreprenøren.
Advokathjælp
Puljens andet tema er juridisk bistand i form af advokathjælp, fx i forbindelse med dialog med kommunale myndigheder.
Meny i Fredericia og Kalundborg og Min Købmand i Kjellerup er nogle af eksemplerne på købmænd, der gennem de senere år er kommet i klemme i forbindelse med kommunale vejarbejder og anlægsprojekter, der har gjort det besværligt for kunderne at komme til at handle og betydet mistet omsætning for butikkerne.
Rådgivningen kan også omfatte andre juridiske problemer, der påvirker driften af butikken. Det kan være huslejevarslinger eller andre juridiske tvister. Men også generationsskifte eller køb/salg af en butiksejendom ligger indenfor puljens formål.
Købmændene kan søge op til 100.000 kr. i støtte til rådgivning. I første omgang er der afsat 3. mio. kr. til formålet. Puljen kan søges af alle frie købmænd med en omsætning på minimum 15 mio. kr. ex moms.