I anledning af KFI’s 70-års jubilæum har købmandsfonden åbnet to nye uddelingspuljer, der giver selvstændige købmænd mulighed for at støtte både mennesker og miljø i deres lokalområder. Siden puljerne åbnede i maj, er der allerede uddelt knap 1,9 mio. kr. til lokale initiativer i hele landet – og interessen er fortsat stigende.
De to nye puljer – Købmandens lokale velgørenhed og Købmandens grønne lokaltiltag – er etableret som et supplement til de allerede eksisterende uddelingspuljer, herunder den velkendte julehjælp, som fonden har stået bag gennem flere år. Formålet er at give de lokale købmænd endnu bedre muligheder for at gøre en forskel uden for juletiden.
“De selvstændige købmænd har altid spillet en vigtig rolle i deres lokalområder – ikke kun som dagligvarebutikker, men som medmennesker. Med de nye jubilæumspuljer ønsker vi at styrke deres muligheder for at støtte op om lokale sociale og miljømæssige initiativer yderligere,” siger adm. direktør i KFI, Terje List.
Fra sommeraktiviteter til grønne initiativer
Med Købmandens lokale velgørenhed kan købmænd i samarbejde med lokale foreninger og organisationer søge støtte til projekter som fx sommeraktiviteter, kontingenter til foreningsliv eller omsorgskurve for økonomisk trængte familier.
Købmændene har taget godt imod puljen. Fx har REMA 1000 Vanløse fået uddeling til et arrangement for hjemløse og udsatte, hvor der vil være musik, spisning og kaffe. Det sker i samarbejde med Vanløse Kirke. Og MENY Bogense har søgt om støtte til at arrangere en særlig oplevelse for 125 børn med handicap i samarbejde med Lions Klub Bogense.
Puljen Købmanden og miljøet har fokus på bæredygtighed og natur – ligeledes i samarbejde med lokale aktører. Her gives støtte til projekter som nyttehaver, vilde haver, cykelprojekter og grønne temauger.
Også her oplever fonden en stor interesse fra købmændene, som har søgt uddelinger til forskellige grønne initiativer. I Skagen har den lokale SPAR fået støtte til afholdelse af en grøn temauge på Skagen Skole, mens MENY Låsby har fået bevilget to ladcykler til en lokal børneinstitution, så børn og pædagoger lettere kan komme ud i naturen.
“Når en lokal købmand indgår partnerskaber med fx kirken, skolen eller en forening, så sker der noget særligt. Det handler ikke bare om at give økonomisk støtte, men om at skabe fællesskab, engagement og livskvalitet – både for mennesker og miljø,” siger Terje List.
En tradition med stærke rødder
KFI har i flere år gjort det muligt for landets selvstændige købmænd at uddele julehjælp til trængte familier og enlige. Den nye velgørenhedspulje, som blev lanceret tidligere i år, er en udvidelse af denne tradition og har haft til formål at sikre, at hjælpen fra de lokale selvstændige købmandsbutikker kan række ud hele året.
“Vi ved, at der også uden for juletiden er behov for en hjælpende hånd – og købmændene oplever behovet tæt på. Derfor bruger vi jubilæumsåret på at give dem mulighed for at gøre en ekstra forskel for de lokale borgere og miljøet,” siger Terje List.
Puljen lukker med udgangen af september, hvorefter julehjælpen åbner som vanligt. Den grønne pulje, som støtter bæredygtige initiativer, lukker med udgangen af året. Begge puljer er en del af KFI’s jubilæumsindsats i 2025.