Købmandsfonden KFI uddelte i 2025 i alt 268 mio. kr. fordelt på 2.217 uddelinger. Dermed blev 2025 endnu et rekordår for fondens uddelingsniveau. Året var desuden præget af markeringen af KFI’s 70-års jubilæum.
KFI har netop afsluttet regnskabsåret 2025 og har igen leveret et stærkt finansielt resultat samt et historisk højt uddelingsniveau. I løbet af året har fonden uddelt 268 mio. kr. til de selvstændige købmænd. Midlerne er blandt andet gået til uddannelse og elever, energioptimerende tiltag, modernisering af butikkerne og støtte til lokale tiltag. Det samlede uddelingsniveau er det højeste nogensinde i KFI’s historie.
Samtidig oplevede KFI i 2025 en markant stigning i antallet af enkeltuddelinger. Hvor fonden i 2024 foretog 1.645 uddelinger, blev der i 2025 bevilget i alt 2.217 – en stigning på 572 uddelinger, svarende til knap 35 procent. Udviklingen afspejler en øget aktivitet og et fortsat højt engagement i at støtte initiativer, der skaber værdi og udvikling for købmændene.
”Vi er ved at afslutte årsregnskabet, og alt peger på endnu et stærkt år for KFI. På uddelingssiden har vi sat rekord med 2.217 godkendte enkeltuddelinger på i alt 268 mio. kr. Midler, som er gået direkte til at styrke købmændene, deres medarbejdere, butikker og lokalsamfund – og som vi er stolte af at kunne stille til rådighed,” siger Terje List, administrerende direktør i KFI.
Et særligt år for fonden
2025 var et særligt år for KFI, der markerede fondens 70-års jubilæum. Jubilæumsåret blev blandt andet brugt til at lancere nye jubilæumspuljer, igangsætte innovationslaboratoriet KFI LAB med fokus på nytænkning og videndeling blandt købmændene samt åbning af ny barselspulje, der bidrager til større tryghed og fleksibilitet for købmænd og deres familier.
I løbet af året har KFI desuden gennemført butiksopkøb i Blåvand, Faxe, Vejby og Rørvig samt medvirket til en lang række butiksåbninger og -genåbninger landet over.
2025 har også budt mange nye ansigter velkommen i købmændenes rækker, hvor i alt 9 generationsskifter er gennemført i butikker rundt om i landet med hjælp fra KFI.
KFI fastholder det høje uddelingsniveau
I 2026 fortsætter KFI arbejdet for at styrke de selvstændige købmænd og deres langsigtede konkurrenceevne. Fonden vil fortsat have særligt fokus på modernisering og energioptimering af butikker, uddannelse samt købmændenes engagement i og bidrag til lokalsamfundene.
Årets uddelinger i tal
KFI har bevilget 2.217 uddeling til samlet 268 mio. kr., som blandt andet fordeler sig bl.a. indenfor følgende områder:
- 59 mio. kr. til uddannelse og elever
- 83 mio. kr. til udvikling af butikker
- 32 mio. kr. til energioptimerende tiltag
- 31 mio. kr. til lokale aktiviteter og sponsorater, herunder 10 mio. kr. til julehjælp til værdigt trængende i butikkens lokalområde



