Adm. direktør i købmandsfonden KFI, Terje List, får prisen som Årets CEO ved Danish Diversity Awards for at gå forrest i arbejdet for mere ligestilling og diversitet i købmandsbranchen. En branche, der i mange år har været præget af få kvinder i ledende roller.
”Det har været en kæmpe bekymring, hvordan den her forretning skulle gå videre, uden jeg var her. KFI’s barselspulje gav mig så meget ro i maven.”
Sådan lyder det fra selvstændig SPAR-købmand Karoline Lund Kristensen. Karoline fødte for to uger siden og er derfor en blandt de købmænd, der nu får glæde af fonden KFI’s nye barselspulje.
Netop barselspuljen er årsagen til, at fondens adm. direktør, Terje List, er kåret til Årets CEO ved Danish Diversity Awards 2026. I begrundelsen for prisen lyder det, at Terje List har vist, hvordan man som CEO kan tage ansvar – ikke kun for egen organisation, men på vegne af en hel branche. En branche, der historisk set har stået stille, når det gælder køn, ledelse og strukturelle vilkår for selvstændige.
”Jeg er meget stolt over anerkendelsen. Men ikke mindst stolt over, at vi som fond kan være med til at gøre en vigtig forskel for diversitet og ligestilling i købmandsbranchen”, siger Terje List.
En banebrydende indsats
Han sad for bordenden, da fonden sidste år besluttede at etablere puljen, der skulle kompensere for de økonomiske barrierer, barsel skaber for selvstændige købmænd og for dem, der har ambitioner om at blive det.
”Med barselspuljen ønsker vi at sende et klart signal: Diversitet kræver handling. Vi vil skabe en branche, hvor alle kompetencer bringes i spil, og hvor alle har reel mulighed for at lykkes – uanset livsfase og køn”, siger Terje List.
Og netop det faktum, at KFI med Terje List i spidsen, har taget livtag med en konkret diversitetsudfordring er prisværdigt, mener Dansk Industri og Goodtalks, der står bag Danish Diversity Awards. De kalder indsatsen ’banebrydende’ og peger på, at barselspuljen viser, hvordan man kan tage ansvar for at ændre strukturer, der forhindrer diversitet, og sikre, at alle har lige muligheder for at komme i ledelse.
”Diversitet og inklusion må ikke være symbolik eller sideprojekter – det skal forankres i kernen af forretningen. Det handler ikke kun om værdier, men om at sikre fremtidens arbejdskraft, trivsel og konkurrenceevne. I denne proces er rollemodellerne vigtige bannerførere, der viser os vejen mod en mere divers virkelighed og inspirerer andre til at følge trop”, siger Kinga Szabo Christensen, rådgivningsdirektør i DI.
FAKTA
KFI’s Barselspulje
En analyse lavet i samarbejde mellem KFI og Tænketanken EQUALIS peger på barsel som en af de største udfordringer for at vælge ledervejen eller blive selvstændig købmand. Derfor besluttede KFI at lancere en barselspulje på 20 mio. kr. fordelt over tre år, der kan søges i forbindelse med selvstændige købmænds egen barsel og ved barsel til ledende medarbejdere.
- Når en købmand har udgifter til egen barsel, dækkes de i dag i kun delvist af den refusion, købmanden kan få fra det offentlige. Barselspuljen kompenserer købmanden, så han eller hun får minimeret sit løntab.
- Når købmanden har udgifter til ledende medarbejders barsel (ved fuld løn), kan købmanden opnå en supplerende dækning af det løntab, som evt. ikke dækkes af kompensation og refusion fra det offentlige.
- Derudover gives et økonomisk tilskud, som skal minimere købmandens afledte udgifter forbundet med barsel, fx optjent ferie, vikaransættelse og ekstraadministration.
Om Danish Diversity Awards
Danish Diversity Awards er en årlig prisuddeling afholdt i samarbejde mellem Goodtalks og Dansk Industri, med et klart formål: At anerkende konkrete handlinger, indsatser og adfærd, der udfordrer konventionel tænkning og bidrager til at styrke mangfoldighed og inklusion på arbejdspladser.



