En uddeling fra KFI Erhvervsdrivende Fond til Kraka Advisory betyder, at der nu for første gang findes klar evidens for den frie købmands afgørende rolle i lokalsamfundet. Relationen til kunderne er vigtig – men lige så afgørende er det, at købmanden bliver opfattet som et omdrejningspunkt i lokalområdet.
Analysen, der er gennemført primo 2021 viser bl.a. at 89% af danskerne oplever, at deres lokale, frie købmand spiller en væsentlig rolle i lokalsamfundet. Terje List, adm. direktør i KFI Erhvervsdrivende fond siger:
”De frie købmænds rolle i de danske lokalsamfund kan ikke overvurderes. Og nu har vi med Krakas grundige analyse i hånden evidens for, at hvis vi skal have aktive, velfungerende lokalsamfund, så skal vi have en købmand”.
Analysen viser også, at 82% af danskerne oplever, at købmanden er god til at ramme netop deres lokale behov. Og netop dét er kendetegnende for de lokale, frie købmænd, vurderer Terje List:
”En fri købmand er ofte kendetegnet ved en langvarig relation til lokalsamfundet – købmanden ejer sin butik og er ikke bare på gennemrejse, inden næste mulighed byder sig. Det giver en særlig stærk indsigt i lokalområdet, og det er selvfølgelig en kæmpe styrke for både købmand og lokalbefolkning”.
KFI Erhvervsdrivende Fond har selv gennemført en analyse blandt de frie købmænd, der understøtter billedet af betydningen for lokalsamfundet – også når det gælder det lokale foreningsliv: 99% af de frie købmænd oplever forventninger fra lokalsamfundet om sponsorater af lokale klubber og foreninger, og hele 90% af dem yder faktisk den form for støtte til det lokale foreningsliv. 45% af købmændene er er selv aktive medlemmer. Og så spiller de selvfølgelig også en central rolle i det lokale erhvervsliv, hvor 57% af de frie købmænd er medlem af den lokale handelsstandsforening eller erhvervsklub. Og næsten halvdelen er engagerede i udvikling af deres lokalområde, f.eks. lokal byudvikling.
KFI Erhvervsdrivende Fond
Analyse gennemført af Kraka Advisory primo 2021. kvalitative interviews og 700 respondenter (kunder i lokale frie købmandsbutikker) Analyse gennemført af KFI Erhvervsdrivende Fond primo 2021 190 respondenter (frie købmænd